Tilbage til forsiden

Ølstykke den 5. juli 2024

Kære alle

Jeg havde aldrig troet, at det her skulle ske for mig. Forleden var jeg forsidehistorie på Politiken og mediet kommunen.dk. En professor beskyldte mig for at begå "systematisk svindel" i Bo- og dagtilbuddet Mosefryd, som jeg startede op i 2019. Flere andre personer med vigtige titler har langet ud efter mig, og en mor har beskyldt mig for omsorgssvigt af hendes handicappede søn.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at kritikken på ingen måde retter sig mod personalet på Mosefryd, det er mig som person, der bliver kritiseret og hængt ud.

De to medier har udgivet flere artikler om mig og Mosefryd, og de henviser til, at Socialtilsyn Hovedstaden har lukket Mosefryd pga. en række kritikpunkter. Desværre er medierne mindre gode til at gøre opmærksom på, at Mosefryd IKKE er lukket. Sagen er nemlig overgået til Ankestyrelsen, fordi jeg har klaget, og det er Ankestyrelsen, der afgør sagen.

Beskyldningerne om, at jeg skulle have brugt Mosefryd til at berige mig selv eller min familie uretmæssigt, er ganske enkelt usande. Det er ekstremt ubehageligt at være udsat for den slags anklager, men det her handler ikke om mig.

Først og fremmest handler det om at sikre den fortsatte tryghed og trivsel for Mosefryds handicappede beboere og deres pårørende. De har det godt, og de er i gode hænder. Dét er selv Socialtilsyn Hovedstaden enig med mig i. Det handler også om at værne personalet mod uberettiget eller misforstået mistænksomhed og ubehagelige kommentarer. Det er i høj grad deres fortjeneste, at vores beboere trives, og dét er Socialtilsyn Hovedstaden også enig med mig i. Se dette uddrag fra den seneste tilsynsrapport:

"Socialtilsynet vurderer, at både botilbuddet og dagtilbuddet har en stabil drift, hvor borgerne bliver mødt af medarbejdere, som er nysgerrige og motiverede for at sikre, at borgerne bliver mødt i deres ønsker og behov for omsorg. Medarbejderne fremstår imødekommende, og borgerne fremstår glade og trygge i relationerne til medarbejderne."

Der er altså ingen grund til at være nervøs på beboernes vegne. De er i gode hænder.

Denne skrivelse handler desværre også om at beskytte mine børn mod at blive udstødt af deres sociale netværk. Jeg vil dog ikke komme ind på de konkrete hændelser og situationer, der har fundet sted. Ingen af mine børn bliver udsat for kritik af Socialtilsyn Hovedstaden, men Politiken og Kommunen.dk insinuerer, at min datter skulle været involveret i noget mistænkeligt. Hun har været ansat til at passe de dyr, der en gang var på Mosefryd, samtidig med at hun helt privat holder heste på sin og kærestens bopæl. Det synes journalisterne er mistænkeligt, og det har skabt en meget ubehagelig situation for min datter.

Da min datter var ansat til at passe dyr på Mosefryd, var der tre heste og ca. 67 andre dyr på stedet (bl.a. æsler, katte og fugle). De 3 heste tilhørte mig. Min datters heste, som hun har hos sig selv, har intet med Mosefryd at gøre.

Jeg synes, det er meget trist, at det skal mistænkeliggøres at ansætte familiemedlemmer. Danmarks erhvervsliv består i høj grad af familiedrevne virksomheder. Hvem kender i øvrigt en dyrepasser, som ikke også selv har dyr? Uanset hvad så bør min datter ikke lide under, hvad nogle journalister skriver om hendes mor.

Jeg har bedt om hjælp fra en medierådgiver og en advokat, og jeg har været i næsten daglig kontakt med min revisor, for jeg er op imod store kræfter. Mediernes historier stemmer ikke overens med sandheden, og vi overvejer mine muligheder for at reagere på deres beskyldninger. Jeg kommer også til at reagere på de meget grove anklager, som nogle få personer har udsat for mig for uden at kende til sagens rette sammenhæng. Endelig er der Socialtilsyn Hovedstaden, hvis forfejlede kritik af mig har været årsagen til hele dette medie-mareridt. Jeg kører en klagesag mod dem, og jeg kan slet ikke forstå, at de tillader medieomtale i en sag, der slet ikke er afgjort.

Det er vigtigt for mig, at sandheden kommer frem i denne sag, og derfor kommer jeg til at vende tilbage med mere nyt, efterhånden som trådene bliver redt ud.

Venlig hilsen

Gitte Nielsen

Indehaver og leder af Mosefryd Bo- og dagtilbud